Tilbage til NUET i 2013

 

GODT NYTÅR! 

Og velkommen tilbage til hverdagen! Efter et par uger med julesammenkomster, familiefødselsdage og så lige en nytårsaften, synes jeg egentlig det er rart nok at komme i gang med dagligdagens rutiner og samtidig tage hul på et nyt, frisk år.

Men ofte går der ikke mange øjeblikke, før hverdagen kører der ud af igen – ofte i et lidt for højt tempo.

Kunne du tænke dig at 2013 skal være et år hvor du føler dig mere i balance i det daglige? Har du brug for at stoppe automatpiloten, skrue ned for stressen og mærke dig selv og dit liv?

Så tag et lille skridt i dag med denne enkle øvelse, som du kan praktisere når som helst og hvor som helst.

ØVELSE, der kan hjælpe dig med at skabe balance og fokus:

Start med at mærke dit ÅNDEDRÆT – bare observér hvordan du ånder ind og ånder ud, bare læg mærke til hvordan brystkassen (og måske maven) udvider sig og trækker sig sammen igen og igen og igen.

TANKER – Og læg nu mærke til dine tanker. Hvad fylder i dit sind lige nu? Er der tankemylder eller er der ro på? Hvis tankerne er selvkritiske eller dømmende over for en anden person, spørg så dig selv om dette virkelig er sandt? Hvordan kan jeg se på mig selv eller den anden i et nyt lys? Vær åben, nysgerrig og venlig over dine tanker.

FØLELSER – Flyt nu dit fokus til den følelse, der er i dig lige nu. Mærk hvilken stemning, der er mest fremtrædende. Er det uro, vrede, tristhed, glæde, fred eller måske en helt neutral følelse? Hvor og hvordan mærker du det i kroppen?

KROP – Og lad nu din opmærksomhed brede sig ud i hele kroppen. Hvordan føles din krop lige nu? Hvad mærker du? Er der spændinger, uro, smerter eller andre kropsfornemmelser?  Prøv at tage en dyb indånding og giv din krop lov til at give lidt slip på udåndingen. Ahhhh.

Vend langsomt opmærksomheden udad igen og sid et øjeblik og mærk hvad der er det vigtigste lige nu og hvor det er du skal have dit FOKUS i dette øjeblik.

Denne øvelse kan du praktisere når som helst og hvor som helst. Om morgenen inden du står op. Når du sidder til møde på arbejdet. Når du holder i kø i trafikken eller venter for rødt lys. Inden du skal til eksamen eller fremlægge en præsentation. Eller når du er ude at gå tur.

Prøv at lave øvelsen flere gange om dagen og mærk, hvordan du afbryder automatpiloten og kommer til stede i dit liv.

Spørg endelig hvis du er i tvivl om øvelsen og del gerne dine erfaringer herunder.

Jeg ønsker dig et berigende og udviklende 2013!

Natalina

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *